Tag Archives: kage

En dejlig søndag

Så er lille K blevet døbt og hvilken dejlig dag! Endnu engang havde vi pyntet op i stalden med blomster og lys. Så dejligt at familie og venner træder til og hjælper, når der skal være fest. Min mor og mormor var kommet med blomster fra deres egne haver, og godt nok er jeg kreativ, men synes ikke lige blomster er min spidskompetence… Det er de til gengæld eksperter i – se bare!

På kaffebordet var blandt andet denne meget lækre sommerlige kage fra Mum22boys med frisk frugt på toppen. Og som hun også skriver, er den et hit!

Dåbskjolen har været i familien i mange år, og den har de fineste blonder og broderier. Min oldemor stod for at brodere alle navnene på kjolen på de børn, som blev døbt i den. Senere hen overtog min mormors søster, men derefter var der ingen til at overtage. De har derfor spurgt mig, om jeg vil! Jeg har ikke broderet ret meget, men jeg blev alligevel meget beæret over at blive spurgt og samtidig lidt angst for ikke at kunne levere varen. Mine forgængere har trods alt været noget mere erfarne i at brodere!

Jeg har nu broderet Mads’ navn på, og jeg er faktisk blevet ret godt tilfreds. Det er resten af familien heldigvis også, så nu skal jeg i gang med de næste navne 🙂

Reklamer

Mommors småkager med glasur

Disse lækre sprøde småkager havde min mormor bagt til barnedåben. Her kommer så opskriften…

IMG_1161

Dej:
250 g hvedemel
180 g margarine
1 æggeblomme
3 tsk bagepulver

Glasur:
1 æggehvide
125 g flormelis
kokosmel til drys

Bland hvedemel og bagepulver i en skål. Saml blandingen til en dej ved at tilsætte margarinen og æggeblommen. Lad den hvile i ca. 30 min i køleskabet.

Imens laves glasuren ved at røre flormelis ned i æggehviden.

Når dejen har hvilet, rulles den ud i 2-3 millimeters tykkelse.
Skær dejen ud i rudeformede firkanter med en almindelig kniv eller en rullekniv. Det vil sige, først skæres der på langs og efterfølgende på skrå. Tag så det overskydende dej væk, men lad de rudeformede stykker sidde sammen. Smør nu glasuren ud over kagerne (mens de stadig er samlet) og drys kokosmel på kagerne. Af den sidste klump dej rulles der påny.

Skil småkagerne fra hinanden og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag småkagerne ved 200 grader i 10 minutter.

IMG_1175

Heldigvis blev der lidt småkager tilovers! Altid dejligt med en småkage til kaffen eller hvis man skulle få uventede gæster…

Chokolade-humpe-vej

Jeg har længe haft lyst til at lave ‘Rocky Road’! En slags konfekt med masser af chokolade blandet med alt, hvad hjertet begærer af søde sager…

IMG_0705

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med chokolade, og når man så kan blande nødder og andet godt i, så kan det da ikke blive bedre! Variationerne af ‘Rocky Road’ er mange. Det er blot at prøve sig frem sig eller lade gemmerne i skabet bestemme indholdet…

Til denne version brugte jeg:
1/2 dl mandler
1/2 dl tørrede tranebær
3 digestive kiks
6 marsmallows
150 g mørk chokolade

IMG_0701

Knæk kiksene i mindre stykker og skær marsmallows i tern. Bland det med mandler og tranebær.

IMG_0703

Smelt chokoladen over vandbad. Kom ingredienserne ned i den varme chokolade og rør rundt. Hav et fad (ca. 10×20 cm) klar med bagepapir. Tryk massen ned i formen og sæt det efterfølgende på køl. Når massen er stivnet, skæres den i tern med en skarp kniv. Opbevar dem koldt.

IMG_0710

Marengslagkage med ribs og flødeskum

Så er det ribstid!

IMG_0009_2

Nu vælter det frem med ribs i vores have, og så er det om at komme igang med bage, lave saft osv. Denne marengskage er rigtig lækker i denne sommertid. Ribs syrlige smag er perfekt til den søde, knasende marengs.

Kagen er tilmed glutenfri.

Du skal bruge:
200 g hasselnødder
½ tsk bagepulver
4 æggehvider
2 ½ dl sukker
2 ½ dl piskefløde
200 g friske eller frosne bær (ribs, jordbær, hindbær)

Hasselnødderne hakkes og blandes med bagepulveret.

Hvis du gerne vil undgå nødder, kan du bruge mørk chokolade i stedet. Det smager mindst lige så godt!

Pisk æggehviderne stift med en håndpisker. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, imens der piskes, så det bliver til en glansfuld og cremet masse. Til sidst vendes de hakkede hasselnødder forsigtigt i marengsmassen.

Vend massen ud på en bradepande med bagepapir og fordel marengsen på papiret – enten i en stor firkant eller i to cirkler.

IMG_0461

Bag marengsbunden ved 150 grader (ikke varmluft) i ca. 35 minutter. Marengsen må gerne få en lille smule farve. Lad marengsbunden køle af på bagepladen.

IMG_0462

Pisk fløden til skum, og fordel det på den ene af de to marengsbunde. Læg derefter bærene på flødeskummen, og placer til sidst den anden marengsbund ovenpå flødeskummen. Man kan lade en smule flødeskum og bær blive tilbage, så der er lidt til pyntning af kagen.

20120610_161009

20120610_161052

Og så lige en variation, hvis man skulle have jordbær i stedet for ribs…

IMG_0471

Rabarbertærte med barndomsminder

Nu blev det vist tid til at høste rabarber i haven og få bagt lidt. De har længe stået og vokset sig store og røde – heldigvis uden at sneglene har kastet sig over dem!

2013-06-14T15-32-19_1

Denne opskrift husker jeg tydeligt fra min barndom. Derhjemme har vi også altid haft mange bær i haven, så opskriften er blevet benyttet mange gange i løbet af året, når en ny frugt blev moden. Jeg husker tydeligt, når min mor fandt mappen frem med de 1000 opskrifter fra udklippede blade osv. Denne side var en af de ofte benyttede, og man må sige, at det er den endnu. Tærten er enkel og nem at lave, kan bruges til både friske og frosne bær, og derudover så smager den bare fantastisk, om det så er en varm sommeraften eller en kold vinterdag.

Du skal bruge:
6 dl rabarber
3 spsk rørsukker
2 tsk kartoffelmel

150 g smør
1 dl sukker
3 dl mel
1/2 tsk bagepulver
Et lille nip salt

Skyl rabarberne grundigt og skær dem i stykker á 1-2 cm.

2013-06-14T15-32-19_2

Bland rabarberstykkerne med rørsukkeret og kartoffelmelet. Lad det hvile, mens du laver dejen til tærtebunden.

Smelt smørret i en gryde og lad det køle lidt.

Rør de tørre ingredienser sammen i en skål og bland det med det smeltede smør i gryden. Saml dejen grundigt og fordel den i en rund tærteform. Det er nemt at trykke dejen på plads i formen med hænderne. Du behøver ikke at smøre formen, da der er fedtstof i dejen.

2013-06-14T15-32-19_4

Hæld bærblandingen over dejen og fordel den jævnt.

2013-06-14T15-32-19_5

Bag tærten ved 225 grader i ca. 20 minutter til bærene er blevet møre og kanterne lysebrune.
Server gerne tærten lun med flødeskum eller creme fraiche til.

2013-06-14T15-32-19_7

Som sagt kan der bruges alle mulige forskellige bær – jordbær, solbær, ribs, stikkelsbær, blåbær mv. Man kan selv justere lidt med andelen af rørsukkeret afhængig af frugtens surhed.

Velbekomme!

Havretern med nougat

Hvad byder man uventede gæster, når man ikke har æg i køleskabet? Desuden har man rester fra julen, som man jo også skal have brugt…

IMG_0020_2

Jeg måtte i den store mappe med opskrifter indsamlet igennem tidens løb. Denne opskrift er fra ‘Lækker Bagekunst’. Et løst ark som dumpede ind af brevsprækken hjemme hos mine forældre for mange år siden. Vi har bagt de lidt anderledes småkager mange gange, da der er meget lidt hvedemel i.

Du skal bruge:
100 g smør eller margarine
4 1/2 dl havregryn
1 spsk hvedemel
1 1/2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
1 dl sukker
2 spsk lys sirup

Til pynt:
200 g blød nougat

Forvarm ovnen ved 175 grader varmluft.

Smelt smørret eller margarinen i en gryde. Sluk for varmen.
Tilsæt derefter havregryn, mel, bagepulver, vanillesukker, sukker og lys sirup.
Rør godt undervejs, så det bliver godt blandet sammen.

Gør en bageplade klar med bagepapir og fordel nu massen på pladen.
Det kan være en god idé at bruge en almindelig ske, da det er lettere end en grydeske. Når massen er fordelt i et jævnt lag, sættes den i ovnen og bages i ca. 15 min.

IMG_0019_2

Nougaten skæres i skiver med en ostehøvl og lægges på kagen, mens den er varm. Når nougaten er smeltet, fordeles den med en gaffel, så der laves et mønster i nougaten.
Derefter stilles den til afkøling i køleskabet eller et andet køligt sted.

IMG_0022_2

Til sidst skæres kagen i tern.

IMG_0023_2

Hurtig bærkage med ribs og chokolade

Med en have hvor ribs og solbær vælter frem på bærbuskene er opskrifter på kager med bær et must! Denne kage er nem og hurtig at lave og kræver kun få ingredienser.

20120902_144601

Du skal bruge:
2 æg
160 g sukker
100 g hvedemel
50 g mørk chokolade
200 g friske eller frosne bær

Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse.
Vend efterfølgende melet i med en dejskraber.
Dejen vendes ud i et smurt fad. Jeg plejer at bruge hasselnøddeolie.
Hak chokoladen groft og fordel stykkerne ud over kagen. Til sidst lægges bær på.

Kagen sættes i en 200 grader varm ovn og bages i ca. 25 min.
Den må gerne en lysebrun farve.

20120902_151234

Kagen kan serveres med flødeskum eller creme fraiche.